De bedste Wordpress plugins - som også er gratis | Top3 Webdesign

En liste over nogle af mine gratis yndlingsplugins

Gratis er altid godt,  så her kommer en buket med gode gratis plugins, fra en der bruger dem alle selv.

Men hvad er et plugin egentlig for noget?

Et plugin er en ekstra funktion man kan give sin WordPress side, og der findes et hav af gratis plugins ude i verden. Det kan f.eks. være en kontaktform, en kalender eller en bookingfunktion. Men man skal passe lidt på: Nogen gange konflikter de med andre plugins på siden, og det kan give en masse ballade: Siden kan gå ned eller lige pludselig ser den underlig ud.

Sikkerhed frem for alt

Hvis pluginnet ikke bliver opdateret jævnligt af den, der har udviklet det, kan det være en åbning for hackere, så læg endelig mærke til hvornår et plugin sidst er opdateret før du installerer det. Et andet tegn på at det er et “godt” plugin er, hvor mange der har installeret det og hvor mange stjerner de har givet det inde på WordPress.org.

Her er mine gratis yndlingsplugins:

  1. Hvis du har et tema, som ikke har indbyggede knapper er MaxButtons en super løsning. Du kan designe dine knapper fuldstændig som du har lyst til med dine egne farver og skrifttyper og du kan gøre det fra et centralt sted, så du genbruger knappen flere steder.
  2. Kontaktform: Det absolut nemmeste og mest udbredte plugin til at lave kontaktforme med er Contact Form 7 . Der er ikke så mange muligheder for at gøre det lækkert (med mindre du kan arbejde med CSS kode) men det virker og det er utrolig nemt at sætte op. Mange temaer har det indbygget og så har designeren gjort det lækkert for dig.
  3. Ind imellem vil du gerne arbejde på din hjemmeside, uden at hele verden kan følge med i dine anstrengelser. I det tilfælde er en “Maintenance” forside en skøn ting. Det fungerer ligesom et plankeværk, man sætter op foran en byggeplads, dvs at når folk kommer ind på din side, bliver de mødt af en side med en tekst som f.eks. “Vi er under ombygning – kom snart tilbage” og så kan de ikke se hvad der foregår inde bagved.
    Jeg bruger altid Maintenance af Fruitfulcode fordi det er supernemt at sætte op og man selv kan bestemme skrifttyper, størrelser og baggrundsbillede.
  4. Sikkerhed er en god ting, især på det sidste, hvor hackere har været meget aktive i forhold til WordPress. Som et minimum vil jeg anbefale at du får installeret Wordfence og så er jeg for nylig blevet anbefalet WPS Hide Login, (tak Sophia Lykkens) som er et lille plugin der giver dig mulighed for at give din login side et andet URL end det gængse.
  5. Tilmelding til nyhedsbrev: Mit absolutte gratis yndlingsplugin til at lave popup tilmeldinger til Mailchimp er Mailmunch. Det fede ved det er, at man både kan lave widgets og popup tilmeldinger og hvis man f.eks. har en hjemmeside på flere sprog, kan man lave forskellige popups til de forskellige sprog.
  6. Apropos flere sprog: Polylang er gratis og virkelig nemt at bruge, hvis du har en lille side der skal optræde med flere sprog. Det er endnu nemmere at bruge, hvis du kombinerer det med et kloningsplugin, så du nemt kan kopiere dine sider, før du oversætter dem.
  7. Og sidst men ikke mindst: Easy Facebook Likebox – det er virkelig lige så nemt som navnet antyder. Jeg bruger det selv, som damerne sagde i Magasin i gamle dage.